Originally published by Alfred A. Knopf
Gyldendal, 2010

Efter at have læst Emily St. Mandel har jeg fået blod på tanden igen, den dystopiske tand, apokalypsen, den affolkede jord, overlevelsen. Jeg er igen og igen stødt på titlen Vejen af Cormac McCarthy, men grundet travlhed og bunker af anmeldereksemplarer er jeg først nået til den nu, hvor sommeren har lagt sin afslappethed over alt, og min genvækkede lidenskab for dystopi ledte mig tilbage til den titel.

Den er grum. Den er urolig. Og der er ingen, som i overhovedet ingen, solstråler, der bryder historiens tunge grå himmel. En far og hans søn går mod syd for at finde varme og en chance for overlevelse. En katastrofe har udryddet det meste af jordens befolkning for flere år siden, de få, som overlevede, kæmper for at forblive i live. For mange foregår denne overlevelse på andres bekostning, kannibaler er en meget reel fare, udplyndring ligeså.

Uden at afsløre mere af plottet er faren kun levende, fordi han ikke kan forlade sin søn. Han kan ikke få sig selv til at tage livet af drengen, og derfor må han gå videre. For drengens skyld. Han ser ikke selv nogen mening med at fortsætte. Han ved, hvad verden er blevet til, og han ved, at der ikke er nogen chance for at leve et normalt liv, men alligevel går de, videre og videre, og kæmper hver dag for at finde mad, vand og ly.

Fortællingen er flatlinet på den måde, at de ikke når noget mål, de går bare, men den er samtidigt hæsblæsende, fordi du som læser hele tiden håber, beder til, længes efter, at der vil ske noget godt. At de vil finde et sikkert sted at slå sig ned, en kilde til glæde og fred.

Det sker bare ikke.

Plottet er forudsigeligt på den måde, at du ikke bliver overrasket, når du når slutningen, men det er stadig medrivende. Sproget er fantastisk, mesterligt. Den er så absolut læseværdig, hvilket man også må forvente af en Pulitzer-vinder.

På en måde kan man sige, at plottet er gråt som himlen i fortællingen, solen skjult bag lag af aske, rester af alt det liv, der engang var, langsomt dræbende aske, der åndedræt efter åndedræt trænger ned i dine lunger og kvæler dig. Det er den sikre død. Og alligevel går du. Alligevel læser du videre i håbet om, at noget vil ske, at noget vil ændre sig og blive bedre.

Den rammer dig som forælder. Du kan næsten ikke bære det, alene tanken om at få et barn i sådan en verden, at være ansvarlig for et lille, uskyldigt væsen, mens verden bliver mere og mere grum og forfærdelig omkring dig. Og det er netop kernen i fortællingen: ansvaret, kærligheden, båndet, der kræver alt af dig.

Læs den næste gang, det regner, eller før, hvis du ikke kan vente.

Køb den her

Screenshot_20180722-123111_Bookmate.jpg

0 Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.