Jeg er gået i skriverly langt fra hverdag og familie. Det betyder, at jeg fra i går til mandag er fuldstændig isoleret og kun skal beskæftige mig med at redigere og afslutte min nye roman. Det er et ganske overvældende og stort arbejde, som nok  kan tage pippet fra de fleste. Og faktisk er det omtrent tusind gange lettere at redigere andres tekster end det er at redigere sine egne.

Når du gennemlæser din egen tekst kæmper du ikke bare med klumpet sprog, plotfejl og flade karakterer, som du selv mere eller mindre er blind for, fordi de ser ganske fine ud i din fantasi, og du skal evne at se dem på afstand for at kunne se fejlene, nej, du kæmper også imod din egen selvbevidsthed, som ganske givet vil fortælle dig, at du egentligt ikke besidder talent på noget plan.

Den bedste metode for mig er den helt slaviske metode, hvor du i stedet for at kigge efter det hele på en gang, som jeg gør i mit arbejde som redaktør på andres tekster, så kigger jeg efter én ting af gangen, så historien ikke bare spiller videre i mit hoved imens. Og jeg ignorerer alle former for jantelovssnak, som afspilles i min hjerne.

  • I første gennemlæsning kigger jeg efter, om der er en rød tråd i kernehistorien: bliver den spundet og afviklet, som den skal, og er der nogle løse ender.
  • Beskriv din roman i et kort resumé på en halv side eller mindre. Lad som om, du skal forklare plottet for en anden person. Fungerer det? Giver det mening? Står det skarpt nok? Ellers skal det laves om.
  • Så kigger jeg efter, om alle scener og karakter medvirker til den røde tråds fremdrift.
  • Så er det tid til at gennemlæse på sceneplan. Fungerer alle scener, er de nødvendige, er de knivskarpe.
  • Er alle karakterer rodfæstede, gennemarbejdede og afrundede, så de fremstår som rigtige mennesker, ikke ensidige?
  • Siger teksten det, den skal sige? (Det er uhyggeligt svært at vurdere selv).
  • Er der noget, der trækker teksten ned? Tunge partier, forklaringer, der er unødvendige, scener, som jeg måske elsker, men som ikke gør noget for historien.
  • Og så selvfølgelig den kedelige del: Korrekturen. Stavekontroller er ganske fine til den grove del, omend jeg oplever, at selv de computerprogrammerede stavekontroller er begyndt at dele navneord. Så tjek det nu ordenligt igennem selv, selvom det tager lang tid.
  • Overvej nu kraftigt, om du ikke bør bruge tid og penge på at få en professionel til at arbejde det igennem, inden du sender det ud i verden. Redaktører og korrekturlæsere findes af en grund!
  • Og endelig, den mest uhyggelige og skræmmende del: Passer dit manuskript ind i bagkataloget for det forlag, du vil sende til? Ellers find et mere passende et.

Så det er alt det ovenstående, jeg hygger med i mit flyverskjul denne weekend. Næste gang, jeg tager en pause, skal jeg en tur ned til havet og gå lidt, trække vejret, lytte til bølgerne og afspille min historie i hovedet for at se, om den har bid nok på afstand. Jeg elsker den, selvfølgelig gør jeg det, men betyder det, at den absolut skal ud i verden?

God weekend derude!

pexels-photo-448835

 

 

 

0 Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.