Forlaget Lindhardt og Ringhof, 2018

E-bogsudgave

Dem, der kender mig, ved, at jeg til tider kan være noget følelsesladet. Jeg er en type, som udadtil virker fattet, måske endda lidt nonchalant, men indeni er der ofte større vulkanudbrud, rivende strømhvirvler og voldsomme snestorme, og jeg må kæmpe som en besat for ikke at græde åbenlyst, når facaden krakelerer i offentlighed.

Heldigvis læste jeg Tilbage til Black Rabbit Hall derhjemme, alene, og uden de vilde planer senere. For historien trak ikke bare et par stoiske, rørte tårer, men fik mig til at tudbrøle, så det var umuligt at læse videre.

Nu er du advaret!

Men læs den alligevel. Garder dig selv med rigeligt af Kleenex og kast dig over den. Den fortjener din tid.

Historien er i sig selv enkel. Omdrejningspunktet er Pencraw Hall, af de lokale kaldet Black Rabbit Hall, og hovedpersonerne, i time slip-format, er forskudt over cirka tredive-fyrre år, hvor de fra hver sin tid fortæller om deres liv. Det er to kvinder, Amber og Lorna, og hvordan deres historier fletter sig ind i Cornwallidyllens landsteds historie skal jeg ikke afsløre.

Men jeg vil gerne afsløre, at jeg finder historien uhyggeligt velskrevet. Der er sætninger og paragraffer, som synger i deres strålende spind, og det får mine litteraturvidenskabelige hjernevindinger til at summe af velbehag. Omend konstruktionen kan virke simpel, og omend Lorna med mellemrum bliver kedeligt moderne med Mary Sueske tendenser, så holder det alligevel, fordi resten bare er så godt skrevet, at sansepåvirkningerne stiger op fra siderne med dampene fra Peggys Cornwallske åletærte.

Personerne er under min hud, det føles som om, jeg husker stedet fra min barndom, som om Toby, Lucian, Barney og Kitty var en del af et ægte minde. Og når det er sådan, ved jeg, at jeg har læst noget pragtfuldt.

Køb den, læs den og få så din nabo til at læse den (men gør det hjemme).

Køb den her

0 Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.