“Det, der er, med digte,” sagde hun til mig. “Er, at de er så korte, at jeg ikke når at blive grebet af dem, jeg når ikke at komme ind i dem, før de er slut. Det er derfor, jeg ikke gider digte.”

Vi gik på åstien, sne var ved at blive til slud. Vi var nødt til at holde øjnene på jorden for ikke at glide eller træde i pytterne.

Selv elsker jeg digte, så den tanke var svær at følge, men på en måde forstod jeg hende alligevel. Det er jo aldrig tilfældet, at jeg læser et digt en enkelt gang. Jeg læser det altid flere gange, langsomt, nogle gange højlydt, og lader det kravle langsomt under huden på mig, ind i nervebaner og blodstrømme, hvor det lidt efter lidt folder sig ud. Ord til følelser, ord til sanser, ord til mening.

“Jeg kan sagtens finde et digt til dig på mange sider,” sagde jeg let grinende. “Så kan det i hvert fald nå at fange dig ind, inden det er slut.”

Men det er vel ikke det, det handler om. Skal man lære at elske digte? Skal man være af en bestemt støbning? Måske er der dem derude, der aldrig vil elske digte, aldrig forstå dem eller sætte pris på dem. Og alle digte er vel heller ikke værd at elske. Hvorfor elsker jeg digte? Fordi ordene, når de virker, er flydende følelser og sanser, der skaber en ny verden lige der, en forestilling, en forståelse, og jeg bliver suget ind og over i en anden dimension for en tid. Men hvis den mekaniske ikke virker, er der jo ikke meget ved den forkortede fortælling.

Men det er okay. Hun behøver ikke være ligesom mig. Faktisk foretrækker jeg forskelligheden. Det er den, der gør virkeligheden spændende, fuld af liv … ligesom et digt.

2018-02-11 09.24.56

 

0 Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.