2016-10-22 13.20.27

Hvis nogle af jer derude har småbørn, kender I nok alt til de mærkelige spørgsmål, som de ind imellem stiller. Et, jeg husker ganske tydeligt, blev stillet af min søn Eliot (efter T. S., selvfølgelig) på dengang fem år: “Mor, hvad elsker du allermest i verden?”

To skønne, forventningsfulde ansigter så op på mig. Det er faktisk ikke så svært at svare på for mig. ”Bøger!” svarede jeg selvfølgeligt.

Svaret blev ikke godtaget. Eliot rystede kraftigt på hovedet og sagde: ” Nej, mor. Du elsker os mest i verden!” (Med os mente han sig selv og sin søster Emily (efter Dickinson, selvfølgelig).

Og ja, han har da ret, men i skarp konkurrence kommer bøgerne altså, og det har de nok altid gjort.

Jeg har tidligere skrevet et blogindlæg om, hvor meget de store eventyr betød, da jeg var barn, og i disse dage hvor jeg er begyndt at læse C. S. Lewis’ Narnia højt for Emily og Eliot, vender de tanker og følelser tilbage: Den tid i barndommen, hvor du flød væk i en anden verden, når du læste, hvordan billederne, som ordene skabte, var fysisk sanselige og langt mere virkelige end rummet omkring dig.

Nogle tænker måske, at det kun kunne lade sig gøre, fordi det var før iPadens tid, men nej, jeg ser nøjagtigt det samme i mine børns øjne, når jeg læser for dem. De forsvinder ind i en helt anden dimension; de reagerer fysisk på historien: skjuler ansigtet, griner, måber, bider sig i læben, lukker øjnene. Der er smæk på sanser og følelser.

Og nogle gange har jeg det stadig på samme måde, selvom jeg er en del ældre, lettere kontrolpræget, uhyrligt selvbevidst og alt for bange for andres mening. Nogle gange kan jeg bare ikke skjule grinet eller tårerne.

Jeg læser altid – enten i papirbog eller med Mofibo i ørerne. Det er i bussen, på hundelufteturen, på løbeturen, mens jeg gør rent, når jeg sidder i toget, osv. Jeg er aldrig uden litteratur, uden en fortælling i fortællingen.

Og når facaden så krakelerer, fordi jeg læser noget stærkt, ja, så slår det på selvkontrollen, men samtidigt er der noget ekstremt levende over det, som får mig til at juble. Tænk, at jeg stadig kan blive så grebet af en historie!

Jeg evner ikke længere fuldstændig fortabelse. Det er ikke min barndoms Narnia, hvor jeg glemte tid og sted og overgav mig med krop og sjæl til historien, så jeg kunne dufte Aslans gyldne manke og mærke grannålene mod mine bare arme, men det er tæt på: når jeg bliver grebet, kan jeg mærke det; min krop reagerer, mine tanker forsvinder, tiden står stille. Jeg forsvinder ind i bogen.

Og det er så vigtigt!

Kunst skal vel skabe en reaktion i beskueren for at have værdi? Maleri såvel som bog og skulptur. Kunst er udtryk for følelse, og det skal skabe en følelse. Derfor kendetegner jeg også god litteratur ved, at det skaber en følelse. Hvis det efterlader dig uberørt, er det ganske ligegyldigt.

Når jeg taler om god litteratur, både for børn og voksne, så handler det om litteraturens evne til at gribe og røre. For mig handler det i stigende grad om sprogets kunstgreb, sprogets evne til at vedrøre og forandre læseren, og det er selvfølgelig noget, man efterhånden får smag for, men jeg mener faktisk, at det samme gælder for børn. Jeg har måttet opgive flere bøger, fordi sproget var så dårligt, at det ikke kunne fastholde børnene.

Og sådan har det vel altid været? I sagaernes tid, i kongerigernes tid, hvor underholdningen var skjalde, hofnarre, fortællere. Dengang var fortællingerne mundtlige og overleverede fra person til person, men deres udførelse var stadig vigtig. De dygtige fortællere blev hyldet (også vores dages story tellers), og dem, der ikke kunne levere varen ordentligt, måtte finde sig noget andet at bestille. De opfandt kunstpauserne, fortællehastighed, beskrivelser og udeladte beskrivelser. Det var en kunst. Det er det stadig.

Pointen er, at for at fortælling bliver til kunst, så kræver det noget af sproget. Det er som Gordon Ramsay, der igen og igen spytter ordet presentation ud over de skrækslagne konkurrenter i køkkenet. Pak det nu pænt ind. Giv nu din fortælling det liv, den fortjener. Det er det hele værd. Det er sproget, der skaber fortællingens sjæl.

0 Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.