Der er unægteligt noget ved vinteren, der giver en lyst til at putte sig derhjemme, til at sidde og nusse med noget, være stille sammen, tænde lys og lytte til rolig musik. Og det giver også lyst til at skrive. Som jeg har beskrevet i en anden post, er det meget forskelligt, hvordan man griber det an, når man begynder på en ny bog.
Nogle benytter sig af skriveprogrammer, plotprogrammer, oversigter over hele handlingen og en nøje beskrevet kapitelstruktur. Hele historien er planlagt på forhånd, og så skal der bare skrives.
Andre, som jeg selv, er sceneskribenter. Vi skriver scener mere end strukturer og lader os bevæge fra den ene scene til den anden og ikke nødvendigvis kronologisk. Scenerne er ikke nødvendigvis sammenhængende, men bliver senere sorteret og struktureret. Dette kalder jeg selv at skrive af lyst, hvilket betyder, at jeg altid skriver de scener, der lever mest for mig og tiltrækker mig med spænding og lidenskab for historien.
Når du hele tiden skriver det, der virker allermest tændt og spændende, så slipper du for det meste for den endeløse redigering, hvor du alligevel ender med at slette halvdelen af dit manuskript, fordi det er for kedeligt og vævende.
Men der er nu alligevel noget ved planlægningen af plot.
Det er svært at holde et godt flow i sit manuskript eller i sine scener, hvis du ingen idé har om, hvor det egentligt skal bære hen. Det er derfor nødvendigt at have en eller anden form for rød tråd i sin historie. Du behøver ikke være besluttet om alt, men der skal være en retning for historien.
En hurtig søgning på Google giver dig masse af forskellige plotskemaer og gode råd til opbygning af klimaks på de rigtige steder, hvordan du holder en spændingskurver og derved fastholder læseren, og ja, det er også sandt, at de færreste hænger ved, hvis din bog er gudsjammerligt kedelig. Jeg er dog stadig ikke fan af store, forgyldte bure, som skal trækkes ned over skuldrene på uskyldige historier. Jeg er faktisk ret overbevist om, at de fleste forfattere godt ved, når deres historie bliver kedelig, og hvis de ikke ved det, tja, så burde bogen nok blive i skrivebordsskuffen.
Men en rød tråd skal der være. Og hvordan fastholder man den?
Når det går vildt for sig, så printer jeg en kalender og holder overblik ved at skrive små noter i den, så jeg kan holde styr på dage og tidspunkter. For eksempel hvis historien fortælles fra flere vinkler, der tidsmæssigt krydser hinanden i de samme hændelser. Jeg bruger også at skrive noter på ganske almindeligt kladdepapir: HUSK! Symbolet ved det knuste spejl. Gentag. Eller: Nævn dette punkt igen, så det bliver meningsdannende. Eller: HUSK! Jacob tog RØDE støvler på. Hvorfor? Sørg for at lade det komme frem.
Primitivt? Måske. Men det virker. For mig.
Hvad er din metode?

0 Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.