Johanna Sinisalo: Ikke før solnedgang

På allerdygtigste vis tryller Sinisalo historien om Michael og trolden om til en mille-feuille af kultur, historie, menneskesind, natur, psykologi, fantasi, lyset mod mørket, begær, afmagt, karriereræs og kærlighed. Der er hverken for lidt eller for meget af noget, det er altsammen uhyggeligt velskrevet, musisk, legende og dragende. Og for lige at fuldende det hele, så snurrer hun os ind i en komplet uventet og ganske utrolig slutning, som ingen havde set komme.

Johanna Sinisalo: Solens kerne

Bizart? Ja, men det er så veludført, at du bare må elske det. Sproget er vidunderligt godt, levende, legende og sprudlende. Den er ikke tung, som dystopier kan være, for tonen er  en let overbærende og satirisk en med sans for skarphed og komik uden at blive fjollet. Virkeligheden er der, barsk og skærende, men Vanna er i flugt fra den, og det kan findes i sproget.  Chili og domesticerede kvinder. Det er en fantastisk historie med nik og vink til andre dygtige dystopiske forfattere som Wells og Atwood. Det er en sveddryppende kamp, fuld fart frem og en historie uden sløjfe, hvor læseren efterlades hungrende efter mere. Det er ren capsaicindamp.