Johanna Sinisalo: Solens kerne

Bizart? Ja, men det er så veludført, at du bare må elske det. Sproget er vidunderligt godt, levende, legende og sprudlende. Den er ikke tung, som dystopier kan være, for tonen er  en let overbærende og satirisk en med sans for skarphed og komik uden at blive fjollet. Virkeligheden er der, barsk og skærende, men Vanna er i flugt fra den, og det kan findes i sproget. 

Chili og domesticerede kvinder. Det er en fantastisk historie med nik og vink til andre dygtige dystopiske forfattere som Wells og Atwood. Det er en sveddryppende kamp, fuld fart frem og en historie uden sløjfe, hvor læseren efterlades hungrende efter mere. Det er ren capsaicindamp. 

Læs mere

Carsten Müller Nielsen: Bestiarium

Carsten Müller Nielsen har skabt sit eget bestiarium med denne bog. Den rummer beskrivelser af alt fra ord over kanariefugl til xysticus. Den beskriver træers drømme, fugles tanker og verdens begyndelse. Og det er mesterligt gjort. Jeg nød hver en side, hvert et ord og ikke mindst den udvidelse, den skabte, i mit hoved med sine kloge nydannelser og finurlige fantasi.

Læs mere

Donal Ryan: Fra et smult og stille hav

For pokker, hvor er det godt! Hver sætning synger, karakterne er knivskarpe, levende og lige her. Historierne er som hvisket til dig gennem mørke og uro en sen nattetime; levende og uforglemmelige, så ægte, at de bliver en del af dig. Du taber vejret, knuger hænderne sammen, prøver at finde de rigtige ord at sende tilbage. Det er virkeligt, lige her. Det er ufattelig stor litteratur.

Læs mere

Thit Jensen: Den erotiske hamster

Det, som gør denne roman læseværdig, er nu ikke historien, for den er i sig selv noget banal tenderende til det kedelige, men sproget slår gnister og sætter fut i hjernebarken, så du bare får lyst til mere af samme skuffe. Det var det, der drev mig fra side til side og fik mig til på skift at klukke for mig selv eller læse højt for den eller dem, der nu uforvarende befandt sig i nærheden. 

Læs mere

Georgi Gospodinov: En naturlig roman

Gospodinov skriver guddommeligt godt, og det står så lysende smukt, hvordan tragedien ikke stopper historien ud som dramatisk pudefyld. Manden bliver i stedet levende, menneskelig, ægte i sin naturlighed. Det er smukt fragmenteret, cirkulært og afrundet i al sin flagren, og det er tydeligt, hvordan fluer og begyndelser har en central placering. Menneskets verden har mange facetter, mange øjne, mange fragmenter, der aldrig vil give en enkelt helhed, en enkelt historie, som nemt kan genfortælles. Det bliver til skønne brudstykker.

Læs mere