Johanna Sinisalo: Solens kerne

Bizart? Ja, men det er så veludført, at du bare må elske det. Sproget er vidunderligt godt, levende, legende og sprudlende. Den er ikke tung, som dystopier kan være, for tonen er  en let overbærende og satirisk en med sans for skarphed og komik uden at blive fjollet. Virkeligheden er der, barsk og skærende, men Vanna er i flugt fra den, og det kan findes i sproget. 

Chili og domesticerede kvinder. Det er en fantastisk historie med nik og vink til andre dygtige dystopiske forfattere som Wells og Atwood. Det er en sveddryppende kamp, fuld fart frem og en historie uden sløjfe, hvor læseren efterlades hungrende efter mere. Det er ren capsaicindamp. 

Læs mere

Matias Faldbakken: The Hills

Matias Faldbakken er en tryllekunstner med ord. Hans sprog er levende og gribende. Det indfanger dig og holder dig fast i den svundne æra med de store, støvede lysekroner og nikotinlaget og madosen, der ikke længere kan skrubbes af væggene. Det er fascinerende at være med som historien rulles ud, karaktererne skrider ind i rummet og tjenerens verden skrider ud. Fortællingen er ikke bare en fortælling, men et billede på samtiden og mennesket i den hypermoderne verden. Det er smukt udført, intelligent og skarpt, og du bliver siddende ved dit bord, indtil der er lukket og slukket efter sidste gæst.

Læs mere

Carsten Müller Nielsen: Bestiarium

Carsten Müller Nielsen har skabt sit eget bestiarium med denne bog. Den rummer beskrivelser af alt fra ord over kanariefugl til xysticus. Den beskriver træers drømme, fugles tanker og verdens begyndelse. Og det er mesterligt gjort. Jeg nød hver en side, hvert et ord og ikke mindst den udvidelse, den skabte, i mit hoved med sine kloge nydannelser og finurlige fantasi.

Læs mere

Theodor Fontane: Effi Briest

Det er lagene under historien, der gør Effi Briest så spændende og læseværdig. Og det er her, Theodor Fontane virkelig fremviser sin kunst. Der bliver sagt så meget mellem linjerne, i dialogerne, der uden forklaring udstiller karakterernes inderste liv og sandhed. Det er lyslevende, kød og blod, sanseligt og mesterligt. Der er kineserens spøgelse, som man kan tolke som en metafor for kvindelig lyst. Der er Innstetten, der er ude af stand til at se udover sin egen karriere og holden på formerne, og det bærer ham direkte udi tragedien, den elskelige Roswitha, den loyale hund Rollo, og kvindebedåreren Crampas, der ikke er en skurk helt igennem: han læser Heine, opfører skuespil og overgiver sig til sin død med stolthed.

Læs mere