Seneste indlæg

Arkiver

Nyhedsbrev

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Haruki Murakami: Mordet på kommandanten (Bog 1)

Murakamis univers er ekstremt betagende, opslugende, medrivende og så spækket med sanseindtryk, at du træder ind i en ny verden, når du læser hans bøger – og så kan du ikke trække litteraturen længere op i himmelhøjde. Det er det, den skal gøre. Skabe en ny verden for historien og læseren som én, et alternativ, læseren kan træde ind i, være i, sanse i. Skabe nyt og skabe rum.

Harper Lee: Go set a watchman

Det historiske, menneskelige og det politiske i Harper Less værker kan ingen fratage dem, og det er vigtige budskaber. De er eviggyldige. Historien i Watchman er dog knap så fængende som den i Mockingbird; dog skal Harper Lee have, at hun virkelig kan skrive. Hendes sprog er smukt, nuanceret og sanseligt, og hendes personer danser op fra siderne (også når de lyttelæses). Jeg er fan, men Watchman vil ikke overgå i min personlige litteraturhistorie på samme måde som Mockingbird.

M. T. Ness: Glimt og ekkoer fra Ingenting

Digteren bag navnet M. T. Ness  (til dem, der ikke har fanget den: emptiness) har nedfældet sine tanker og følelser om livets spirituelle side, om det at være større end sig selv, rumme universet, være et med noget, der er mere end det umiddelbare – og det er stærkt stof. Det handler om lettelsen i at opdage, at livet er mere end hverdagen, lettelsen i, at det er muligt at sætte sig selv fri, den større helhed, altet. En viden, som mange kan nyde godt af.

Jón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder

Og det er jo netop det, det hele handler om: ordene. Og hvor smukt sammensat de er i denne roman, så de så nænsomt indfanger den islandske sjæl. Livet er, hvad det er. Mennesker kan ikke blive eller gøre mere. De er, som de er. Det afspejles i titlen. Der er en grund til, at fisk ikke har fødder. Det er fordi, man ikke kan gå på vandet. Det er bedst at vide, hvad man er, og hvad man kan.