Forlaget Brændpunkt, 2017

”Os imellem” er en novellesamling om det at være menneske langt fra den finpudsede overflade, som oftest vises frem for andre. Igennem en række meget forskellige noveller fortæller Wenche om skæbner, der ligger langt fra lykken og det lette.

Novellerne er dybt socialrealistiske, upyntede og ligetil. Wenche beskriver og fortæller deres historier ligeså råt og uforfinet, som livene i sig selv er. Det handler om svigt, sorg, afmagt og en dyb, endeløs tristhed.

Skæbnerne i historierne er forskellige og dog ensartede i det, at de bærer samme dystre mørke over sig. Følelserne er fremherskende i både personer og sprog, og det er det psykologiske, der er i højsædet. Hvordan fungerer mennesker, hvorfor, og hvad bringer dem til afmagt i deres liv.

”Os imellem” er en undersøgelse af den menneskelige psyke under pres og en beskrivelse af det, der ikke altid kommer op til overfladen. Det grimme, det håbløse og den ondskab, der kan være mellem mennesker. Det er mødet mellem mennesker på godt og ondt, og den forandring dette møde kan få. Dæmonerne har taletid her.

Os imellem

 

9788793383241.jpg