Seneste indlæg

Arkiver

Nyhedsbrev

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Det går så stærkt, at det er svært at trække vejret mellem sætningerne, men det gør egentligt ikke noget, for det er så godt, at du bare vil have mere. Det er slet ikke sjovt, men alligevel er det, og så er det egentligt trist, men det er det faktisk heller ikke. Det er reelt bare en fandens flot debut!

Bogen er sponsoreret af forlaget
Forlag Lindhardt og Ringhof
Udgave 1
ISBN 9788711900185
Sprog Dansk
Sider 216
Udgivelsesdato 05-03-2019
Format Indbundet

 

Det går så stærkt, at det er svært at trække vejret mellem sætningerne, men det gør egentligt ikke noget, for det er så godt, at du bare vil have mere. Det er slet ikke sjovt, men alligevel er det, og så er det egentligt trist, men det er det faktisk heller ikke. Det er reelt bare en fandens flot debut!

Amalie Langballe har skrevet forsvindingsnumre, som er en roman om at miste; at miste dem, man elsker, til døden eller nye kærester, at miste fodfæste, mål, grundlag og sig selv. Du mister også orienteringen, mens du læser, men det er en del af kunsten.

Fugle er en rød tråd, gejrfuglen, som også er forsvundet, men som i al sin uddødhed også fortjener at blive set, som den står der på museet. Og så er der David Woster Fallace, som er god at tale med om det hele, som en genial reference. Det handler om kærlighed, sorg, selvmord, valg i livet, sex, anerkendelse og ungdom. Det handler om livet, om hvordan man kommer igennem det og om, hvordan man måske rent faktisk begynder at leve det, selv når døden har bidt sig fast.

Amalie Langballe skriver fantastisk godt, og svingningerne mellem tristhed og komik er bragende godt gået. Sjældent har jeg følt mig så forført til tårer og kluklatter af en tekst, og den rammer lige ned i det, det er, at være menneske i en kaotisk og vanvittig verden.

Denne debut fortjener en milliard læsere, fordi den siger så meget om det at være til lige nu, lige her, om de menneskelige vilkår, længsel og sorg.

 

“Da han sagde til Vibe, at jeg ikke havde noget at give, havde han både ret og uret. Det er ikke, fordi jeg ikke har noget at give, men det er rigtigt, at jeg ikke har noget at give til ham. Det, jeg har, giver jeg til et andet sted. Jeg afleverer det til steder i min fortid, for jeg er altid også et sted der sammen med mor. Det koster energi at være alle steder og samtidig også have en fod i virkeligheden. Det er sådan, at når man mister noget virkelig dyrebart, er det, som om det sted og det nu, der ellers har holdt en på plads, slipper grebet i en, og den forankring i en tid og et sted, som man før tog for givet, nu er uopnåelig.

Det billede, jeg har af mig selv, er af en kvinde, der i sin favn bærer hundreder og atter hundreder af små lapper tøj, som hun konstant taber nogle af. Igen og igen bøjer hun sig ned efter en tabt lap, men ikke så snart har hun styr på den ene lap, før hun taber en ny. Fordi hun ikke er på vej noget særligt sted hen, og fordi hun hele tiden taber nye lapper, fortsætter den her scene i mit hoved, i princippet for evigt. “

 

Ja, jeg er voldsomt begejstret, det indrømmer jeg. Men sådan har man også lov at have det nogle gange, når man er litteraturnørd. Romanen har ikke det poetiske sprog, jeg normalt elsker, men det er dybt alligevel, let, legende og energisk, men dybt, og det rammer en dirrende nerve i samtiden.

Læs den, ellers går du virkelig glip af noget.

Køb den her.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Next Post

Stephen Hawking: Korte svar på de store spørgsmål

tors apr 4 , 2019
Det er fascinerende læsning skrevet i et sprog, så alle kan være med. Og det kommer vidt omkring, så vi både får fakta, men også Hawkings personlige meninger og idéer om, hvilken fremtid vi står overfor, hvad vil der ske med vores planet og med os som mennesker.
%d bloggers like this: