Bogen er sponsoreret af forlaget
Sideantal: 309
Udgivelsesår: 2019
Udgave: 1
Oplag: 1
Forlag: Bechs Forlag
Originalsprog: Tysk
Sprog: Dansk
Indbinding: Hæftet
ISBN/EAN: 9788771834048 / 9788771834048

“Es muss sein”

Den originale udgave af Effi Briest blev udgivet i 1895 som et højdepunkt i tidens poetiske realisme, hvor nærhed, hverdag og samtaler blev brugt til at fremvise karaktererne og historien i let forskønnet, men ikke forvrænget, udgave, det ideelle. På mange måder minder den om andre store værker i det århundrede såsom Anna Karenina og Madame Bovary med en spændende kvindelig hovedperson som ender i personlig tragedie på grund af en affære.

Effi Briest er sytten år og datter af en tysk aristokrat. Hun bliver gift med den 38-årige baron Geert von Innstetten, (som i sin tid bejlede til Effis mor), men nu har opnået større status og er Effi værdig. Effi keder sig i det landlige Kessin, hendes mand behandler hende som et barn (hvilket hun på mange måder er), og hun falder for den elskelige, men kvindebedårende, major Crampas, som lokker hende i uføre. Innstetten finder senere nogle breve, som Crampas sendte til Effi, og han udfordrer Crampas til duel, dræber ham og bliver skilt fra Effi, der dør forladt og ung i al sin ulykke.

I sig selv er historien simpel, men i sin tid formede den en lysende bavne, der påvirkede og inspirerede mange forfattere, heriblandt Thomas Mann.

”Hvis man indskrænkede det rigoristisk udvalgte Universal- Bibliothek til et dusin romaner, til ti, til seks – måtte man ikke undlade at medtage Effi Briest. – Thomas Mann

Det er lagene under historien, der gør Effi Briest så spændende og læseværdig. Og det er her, Theodor Fontane virkelig fremviser sin kunst. Der bliver sagt så meget mellem linjerne, i dialogerne, der uden forklaring udstiller karakterernes inderste liv og sandhed. Det er lyslevende, kød og blod, sanseligt og mesterligt. Der er kineserens spøgelse, som man kan tolke som en metafor for kvindelig lyst. Der er Innstetten, der er ude af stand til at se udover sin egen karriere og holden på formerne, og det bærer ham direkte udi tragedien, den elskelige Roswitha, den loyale hund Rollo, og kvindebedåreren Crampas, der ikke er en skurk helt igennem: han læser Heine, opfører skuespil og overgiver sig til sin død med stolthed.

Effi Briest er her nyoversat af Carl V. Østergaard og genudgivet, så den kan fortsætte sin storhed. Og det er stadig rigtig god læsning med vægt på menneskelighed, livsvalg og skæbne.

Vil du vide, hvorfor du skal læse klassikere? Så kig her.

Køb Effi Briest her. Læs den, før du gifter dig med landsråden!

 

 

 

0 Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.