Bogen er sponsoreret af forfatteren
Forlag: Gyldendal
TYPE : INDBUNDET
ISBN : 9788702273403
UDGAVE : 1
UDGIVELSESDATO : 08-02-2019
SIDEANTAL : 258

Jeg læste for første gang Bomann, da hun udgav sin debutroman hos forlaget Brændpunkt og sendte mig en bog til anmeldelse. Jeg husker den tydeligt, både fordi hendes mor havde afsendt bogen og vedlagt en sød lille post-it med beskeden “God læselyst” og fordi bogen Agathe var virkelig god. Jeg blev mere og mere begejstret jo mere, jeg læste, og jeg vidste helt ind i mit bogglade hjerte, at jeg sad og læste en debutforfatter, som vi ville høre meget mere til. Og jeg fik ret!

Nu er Bomann udkommet hos Gyldendal med romanen Hvad ingen ved. Bogen er lidt et hjertebarn for mig, da jeg havde æren af at kigge på den som redaktør, mens den var manuskript og ikke endnu flyvefærdig.

Nu er den udkommet i al sin pragt og er fløjet ud over verden for at se, om vingerne kan bære.

Det synes jeg bestemt, de kan. Hvad ingen ved handler om brødrene Imse og Jonas, der kæmper med hver deres problemer. I fortællingen er Jonas mest dominerende, da hans problemstilling består af en spirende seksuel tiltrækning af den 11-årige dreng, som han er træner for.

Og netop dette gør romanen til meget mere end bare en roman, da Bomann vover at pirke til debatten om pædofili. Som hun skriver som afslutning på fortællingen, er det vigtigt, at vi tør tage emnet op. Der findes nemlig mange, som er seksuelt tiltrukket af børn, men som aldrig handler på tendensen. Og hvor er de henne i det store billede?

Bomann har et fint og flyvende sprog, som ligesom i Agathe, gør, at fortællingen flyder med egen strøm. Både Imse og Jonas er levende og vedkommende karakterer, der ikke lige er til at ryste af sig igen. Det er helt sikkert, at du som læser kigger op næste gang, du går forbi et kirsebærtræ.

Køb den her.

0 Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.