Seneste indlæg

Arkiver

Nyhedsbrev

Indtast din e-mail adresse for at blive tilmeldt og modtage påmindelser om nye indlæg.

Strunge var krop, sind, ånd banket ud i ord. Han var et opråb og et spotlight, men også en kriger i kamp med egne dæmoner. I denne samling præsenteres hans mange forskellige sider, og samlet dannes et billede af en person, der havde ufatteligt meget at sige, men alt for kort tid til det. Alligevel står hans ord stærkt, stemplet fast i neon og ungdomsoprør, forankret i byens beton og skrigende mod nattehimlen. Evigt aktuelle, fordi de handler om en tilstand, en væren i et kaos af følelser og opgør med det fastlåse, apatien og normernes laden stå til.

Bogen er sponsoreret af Bog & idé
ISBN: 978-87-02-27184-3
Udgivet af Gyldendal, 2018
1. udgave, 1 oplag
Digte udvalgt af Caspar Eric

 

Som så mange andre på min alder var Michael Strunge min første helhjertede oplevelse med digte. Gymnasietiden med al dens følelseskaos og larmende mystik var for mig indhyllet i poesi. I bøgerne traf jeg mange af de forfattere, som jeg stadig knuselsker i dag, og min ungdoms gade er brolagt med deres ord. Dengang forstod jeg det ikke, som jeg gør nu, men alligevel sang de til mig, en sær lokkende rytme, som jeg til stadighed kan forsvinde i, når jeg mindes den tid. Katja, min dansklærer, var en støtte og en inspiration, som jeg aldrig vil glemme. Hun skubbede til den kærlighed, fodrede læselysten og kom med nye idéer, der fik ilden til at blusse.

Jeg husker endnu en diskussion, jeg havde, med en tilfældig person en nat i byen. Jeg erklærede min kærlighed til Strunge, og henover spildte drinks og gule fortove belærte han mig om, hvordan Strunge intet var, fordi han havde stjålet alt fra Baudelaire, fordi han blot var en dårlig kopi af Baudelaire, og hvis jeg ville noget overhovedet, burde jeg kun læse elske Baudelaire. Jeg lærte rent faktisk noget den nat. Jeg lærte, at litteraturen ikke handler om, hvem der var bedst til hvad, eller hvem, der kom før hvem. Det handler om at kunne formidle den nerve, den gnist, der tænder noget i læseren. Det handler om, at man vil noget med sine ord, at man vil give noget af sig selv, og at man kan få det noget sendt ud i universet. Det kunne Baudelaire, og det kunne Strunge.

Min krop er tung af drøm er et udvalg af Strunges digte foretaget af Caspar Eric. Kender man ikke Strunge, er samlingen her et godt sted at starte. Det er en samling, der fremviser den helt specielle energi, elektriciteten, nerven, i Strunges ord. Her findes desperationen, frustrationen, livsudvidelsen, nattens trommer og himmelhvælvets lokken. Her finder du den sortklædte, natteridderen, den drømmende, kaffedrikkende, svævende og højtråbende unge mand, der aldrig helt fandt det sted mellem beton og himmel, hvor han kunne få fodfæste.

Jeg elsker ham stadig.

 

“Jeg er ikke selv nogen person

jeg er nærmest en tilstand

i stil med de drejende tumlende skyer

der bærer på vand og snavsede drømme

og besvimer af og til

for at sove lidt på jorden

eller blive kogt til te.”

 

“Alting kan ske

og byen er bundet af drøm,

jeg har revet mig løs fra mine

og står udenfor verden

og ser den som den drøm den er.

Solen kommer snart.”

 

Det er stadig uendeligt vedkommende, selvom firserne er lang tid siden. Det er digte, ord, der lever på indersiden og skaber noget nyt, hver gang du læser dem. Det er levende poesi, en sang om et liv, men også en sang om et samfund, der må åbne op og forandre sig. Og det er stadig uhyggeligt aktuelt.

 

“Denne bevidstløse stats iltapparat

er et enestående begreb

der ikke findes på andre sprog: Hygge.

Med et drop af kaffe og sprit

ligger nationen hen på et sterilt leje

af obligatorisk venlighed.

En pacemaker af wienerbrød og frikadelle

holder det lunke similiblods sløve tempo.

En kunstig nyre af middelmådighed

renser det for ånd og niveau

mens alle akutte tegn på ægte, radikal poesi

negligeres og fjernes ved operative indgreb.

Store mængder af kulørt psykofarmaka

bedøver og befrier den slumrende befolkning

for mareridt om andre liv:

Antidepressiv underholdning og placebopop.”

 

Strunge var krop, sind, ånd banket ud i ord. Han var et opråb og et spotlight, men også en kriger i kamp med egne dæmoner. I denne samling præsenteres hans mange forskellige sider, og samlet dannes et billede af en person, der havde ufatteligt meget at sige, men alt for kort tid til det. Alligevel står hans ord stærkt, stemplet fast i neon og ungdomsoprør, forankret i byens beton og skrigende mod nattehimlen. Evigt aktuelle, fordi de handler om en tilstand, en væren i et kaos af følelser og opgør med det fastlåse, apatien og normernes laden stå til.

Køb den her. Læs den før du går i et med baggrunden.

 

 

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Next Post

Mikael Josephsen: Jubelidiot

tors feb 28 , 2019
Som i forgængerne Knæk og Jeg er farmor taler Josephsen om alt det, der gør ondt, om barndommen, om nuet og tankerne om en fremtid, der ikke er ret langt fremme for næsen. Det viser, hvad poesien er i stand til, skønheden i den sønderskudte banegård, hvor langt op der er, når man når bunden og endelig ordenes forløsende kraft.
%d bloggers like this: