Bogen er sponsoreret af forlaget
Forlaget Albert, 2018

 

Jeg passer min smukke niece, der er lidt småsløj, og sådan en størrelse skal jo underholdes. Og hvad er bedre at underholde med end gode bøger? Vi fandt denne pragtfulde smukke bog i de tårnhøje anmelderstakke, og den skulle straks udforskes.

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg er ret vild med udgivelserne fra forlaget Albert. Denne bog er ingen undtagelse. På den mest fantastiske måde i børnehøjde og med smukke illustrationer fortæller den om nogle af historiens modigste og sejeste kvinder såsom Amelia Earhart, Gertrude Ederle, Frida Kahlo og Marie Curie. Bogen er skrevet af Kate Pankhurst, som efter udgivelsen opdagede, at hun var fjernt beslægtet med Emmeline Pankhurst, som også figurerer i bogen.

Historierne er kogt ned, indtil de er letfordøjelige for børn, og så lægger de op til de store snakke både om historie og samfundsforhold.

“Moster? Hvorfor kunne de ikke bare gøre, som de ville? Hvorfor måtte de kvinder ikke flyve/gå i jakkesæt/opfinde ting? Moster, når jeg bliver stor, så vil jeg bestemme alting. Jeg vil bestemme over alle mennesker i hele verden.”

“Det er da noget af et job. Men hvad vil du så bestemme?”

“Så skal de allesammen være mine tjenere og gøre, som jeg siger!”

“Okay, skat… Lad os lige læse bogen én gang til …”

Ja, Emmy er noget for sig, men det gør ikke bogen mindre fantastisk, og den gav hende trods alt lidt at tænke over. Tænk, at der var en tid, hvor man ikke kunne gøre, hvad man ville, bare fordi man var en pige.

“Det må have været kedeligt, moster. Hende Frida, hun så lidt lusket ud.”

Dette er endnu en pragtudgivelse, som får mine varmeste anbefalinger med sig på vejen.

Køb den her. Forebyg fremtidige tyranner.

 

 

 

0 Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.