Politikens forlag, 2018
Lyttelæst via Politiken Books

Det er en drivende kraft i ethvert menneske at søge sit ophav, at spejle sig og sammenligne i arbejdet med at danne sin egen identitet og selvforståelse. I nogle tilfælde leder denne søgen til en roman; sådan et tilfælde er Mathilde Walter Clark med romanen Lone Star.

Jeg har lyttelæst romanen via Politiken Books, hvor den er indlæst af forfatteren selv, hvilket altid giver historien en ekstra dybde. Så ved man, at der er tryk på de rigtige steder og den rigtige rytme i sætningerne.

Mathilde voksede op med sin mor i Danmark. Hendes far boede i Amerika med sin nye kone og deres børn. Gennem en række somre besøgte Mathilde dem og boede hos dem, indtil den nye kone fik sat en stopper for det.

Det er ikke historien i sig selv, der gør Lone Star så gribende. Det er Mathilde. De følelser, der er beskrevet, den fine indsigt i egen sjæl og hjerte, betragtningerne, tankerne og følelserne, som bliver sat i spil, når man på en gang er både forladt og alligevel ikke. Når alt det, man er bange for at miste er så ubærligt uhåndgribeligt.

Texas er meget anderledes end Danmark, far er The Distant Father, hun er splittet og ræser afsted for at prøve at følge med de andre. Pludselig er hun for stor til at komme gennem hegnet, ude af øje, ude af sind, flyttekasserne med de dyrebare breve bliver tømt i et dæmonisk Marie Kondo-anfald, og hvad stiller man op, når ens far lever i en helt anden verden? Og hvad så når han dør der?

Lone Star er hjerteskærende læsning. Og den er også til at blive klog af: både klogere på sig selv og på andre mennesker. Sproget er fint, syngende og til tider smukt poetisk. Den sniger sig ind i dit hjerte og finder et lille sted der, hvor den aldrig bliver helt glemt. Skønne menneskeportrætter, levende fortællinger, et smukt sprog og en forfatter, der formår at fortælle sin egen historie uden at være sentimental eller selvforherligende. Det er bare godt.

Køb den her. Læs den før din hollandske stedmor.

0 Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.