Kan du huske dengang i folkeskolen, da klassen brugte en dag på at fange haletudser; mudder og støvregn, kolde, våde hænder, Peter, der trådte for langt ud og fik åvand i gummistøvlen, en fedtet madpakke, der smagte mest af jord på grund af dine beskidte fingre. Den dag husker du, mange af de andre er glemt. Det handler om, hvad der senere sætter præg på dig.

Vi har (trods alt) en god folkeskole i Danmark, på jysk: det kunne være værre, og vi har et godt uddannelsessystem. Vi rykker, når det kommer til viden, og det er til dels på grund af tiltag som Forskningens Døgn, der præger vores børn og unge, vores institutioner og vores prioriteter.

Sidste år var temaet TID, i år er det TÆT PÅ LYD. Jeg har allerede gjort både det lokale bibliotek og skolen opmærksom på det. Hvorfor? Fordi det er vigtigt. Lige nu er vi ved at danne hele næste generation, og de har et kæmpe ansvar, der venter på dem. Bare se på vores verden, på den politiske sfære, på forringelserne i vores velfærd, på klimaet. Vi er pinedød nødt til at danne nogle kloge, løsningsorienterede og helhedstænkende unge menneske, der kan tage over efter os og nytænke og forbedre vores samfund.

Og her hjælper tiltag som Forskningens Døgn.

Det handler om forskning, det handler om læring og samarbejde. Det handler om at prøve sig selv af, arbejde med noget nyt, tænke over tingene og bruge sig selv. Som sidste år kommer det ud som et tilbud til 4. – 6. klasser med helt konkrete opgaver, der alle drejer sig om lyd. Kan man mærke lyd? Kan man bruge den til noget? Kan man vise den til nogen? Alt i alt giver det noget praktisk erfaring, ny læring og måske nogle nye hjernekoblinger, som de kan tage  med sig videre i livet.

Der vil være en klassekonkurrence, som vil være en del af et vaskeægte forskningsprojekt. Det vil sige, at de data, som eleverne indsamler, vil blive brugt til seriøs forskning i lyd. Så det er ikke bare for sjov, det hele. Det er da noget, der er værd at vinde!

Bibliotekerne kan tilmelde sig allerede nu, og inden længe kan de begyndte at invitere skoleklasser. Kom frisk! Det bliver virkelig sjovt.

Så fis ned på det lokale bibliotek, spænd ben for dit barns klasselærer, send en sms til inspektøren. Opfordr dem alle til at være med i dette. Det bliver forrygende godt!

Læs mere her.

 

 

0 Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.