Monica Isakstuen: Vær god ved dyrene

Bogen er sponsoreret af forlaget
Forlaget Gladiator, 2018

For dyrene er sagen enkel. Barnet tilhører den krop som har født det.

Det her er ikke “bare” en skilsmisseroman eller en historie om en kvinde, som gennemlever en krise. Nej, det her er benhårdt og skånselsløst litteratur om det at være menneske, når det gør rigtigt ondt, så ondt, at man bliver et dyr, frarøvet overblik og civilisation, ja, helt ind til benet er der skåret, når Monica Isakstuen præsenterer sin roman. Og av, hvor gør den ondt.

Det er ikke okay ikke at have overskud til hjemmebagt brød, store middage, køkkenhave og kaffeslaberads. Det er ikke okay ikke at have lyst til at dele sit barn. Og hvis man har det sådan, så tier man stille og ligner de andre højpolerede glansbilleder, der heller ikke røber deres ægte følelser. Nemlig. Men så kom Monica Isakstuen forbi…

Jeg græd og lo mig igennem Vær god ved dyrene. Det gør så ondt at følge de følelser, der sønderriver fortælleren, når hun skal afgive sit barn til samvær. Og det er så sjovt, når hun så hudløst fortæller om alle de uskrevne regler, alt det, der falder til jorden, når facaden revner og det virkelige menneske træder frem. Og så er det så forfærdeligt vedkommende i disse tider, hvor skilsmisser er mere normale end lykke og hvor børn med kun to gifte forældre er vor tids særsyn.

Og så skriver hun let, råt og ubesværet, og hun formår at få historien skrevet frem, så det gnistrer i pointer og sjælesår. Det er følelserne, der er i fokus; det moderne menneskes barske livsvilkår og det ekstremt unaturlige i, at en mor skilles fra sit barn.

Læs den. Tænk. Føl.

Køb den her.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.