Jón Kalman Stefánsson: Himmerige og helvede

Batzer & Co, 2010

Endelig kom jeg i gang med trilogien. Og mine forventninger, som selvfølgelig var tordnende skyhøje, er både indfriede og pyntet med flødeskum, marcipanroser og trefarvet krymmel.

Der skal et talent som Kalman til at skrive en bog stort set uden handling som alligevel står tilbage som et lysende eksempel på rigtig stærk litteratur, der har så meget på hjerte og leverer det hele til perfektion.

Baldur læser Milton. Og det tabte paradis bliver virkelighed for drengen, da poesien får Baldur til at glemme sin skindanorak, da de tager på havet. Bare lige nå et par linjer at holde varmen på… Poesien er så stærk, at den har så direkte en indvirkning på menneskets liv. Og sådan er Kalman.

Intet er mig skønt uden dig

Det er så fint og så stærkt på samme tid, et spindelvæv af ord, der skaber så sanselige billeder, at vi er på havet med dem i den rasende polarvind, vi bærer Baldur væk fra stranden i stiv og ufattelig sorg, vi går med drengen gennem snestormen, forstår hans ønske om at forsvinde i sne og søvn for evigt, og vi sidder til bords med Brynjolf og Kolbein, med øl og kaffe, minder, fortrydelse og savn.

Det er råt, barskt og salt, det er det ægte, kødelige liv, og samtidig er det så fint spundet, så poetisk, syngende af visdom og kærlighed til mennesket. Det er himmerige og helvede, menneskets verden, lige her, lige nu, før og efter, for dig, for mig, for dem.

Jeg græder, jeg længes, jeg vandrer med historien og jeg falder hen i ubeskrivelig, ufattelig beundring hver gang, jeg åbner en af hans værker. Handlingen er underordnet, det er menneskers liv, den menneskelige tanke, følelse, der er i fokus. Og så poesien i hver eneste lille sætning. Det er frydefuldt, smukt og forunderligt.

Se, det er Kalman.

Læs ham! Køb den her.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.