Bogen er sponsoreret af forlaget
Lindhardt og Ringhof, 2018

Rupi Kaur har nu udgivet sin anden digtsamling, og hun har tydeligvis ikke måtte kæmpe med den såkaldte “svære toer”, for hendes digtning er så legende let, så frit flydende og så kraftfuld, at det af sig selv spadserer direkte ind i hjernebark og hjertekule.

Rupi Kaur taler med en stemme af og for kvinder, hun taler for en ny generation af kvinder, hun taler kvinder væk fra den glittede overflade og hen mod de virkelige værdier, de menneskelige værdier fyldt med selvrespekt, intelligens, tolerance og loyalitet.

Hun taler med stor respekt om ofre, de ofringer tidligere generationer gjorde, for at det nuværende kunne blive til. Hun taler om race, om kærlighed, om familie, sorg, svaghed og styrke – alt det, der udgør et menneske. Og hun gør det så smukt og præcist.

min stemme

er efterkommer

af to kolliderede lande

hvad gør det hvis

min mund bærer to verdener

Igennem fem kapitler bærer hun os gennem cyklussen fra at visne til at blomstre op igen i en ny form, fra død til genfødsel, fra vinter til forår. Det er naturens gang, det uundgåelige og det genopstandne.

jeg står

på ofringerne

fra en million kvinder før mig

og tænker

hvad kan jeg udrette

for at gøre dette bjerg højere

så kvinderne efter mig

kan se længere

eftermæle

Brug tid med hende, lad ordene falde ned og lægge sig til ro, lad det formulde og vokse op med nye blomstrende betydninger. Lad det gro. Lad det sætte nye frø i verden. Det er solen og hendes blomster, det livgivende og livet, det er moderen og barnet, livets gang, alt det som livet rummer.

Hun gør det så godt og så stærkt, så fint og så kraftfuldt. Det vækker så meget indeni, der er så megen styrke i hendes ord. Jeg kan kun anbefale hendes værker- ikke kun til unge eller kvinder, nej, alle bør læse Rupi Kaur.

Køb dit solskin her. Læs den og giv det videre ud i verden.

0 Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.