Rosinante & Co, 2005
Lyttelæst via Bookmate

Her er i sandhed en fra bagkataloget, et voldsomt hængeparti, som jeg nu endelig kan krydse af og kun ærgre mig over, at jeg ikke fik læst tidligere. Den er nemlig hamrende god!

Hundehoved er en slægtsroman af den slags, som både er dyb, komisk, fængende og pragtfuld velskrevet. Kan man så bede om mere?

Den har underholdt mig længe via Bookmate, den er for øvrigt skønt indlæst, og jeg har nydt de mange timers fortælling, de funklende karakterer, væveriet i historien, og det er en af de historier, jeg ikke ønskede skulle slutte.

Fortælleren, Asger, hører historien om den norske del af familien fra sin døende farmor, der har tilkaldt ham via postkort. Hun regnes ikke helt for værende ved sine fulde fem, men alligevel formår hun at sammenstykke flere generationers liv. Sammenstykningen af de forskellige personers liv spiller sammen med de kubistiske malerier, som farfar i historien stædigt maler gennem hele sit liv, rædsel efter rædsel.

Der er mange motiver, meget mellem linjerne og mange røde tråde gennem hele fortællingen. Farfarens mareridtsflugt fra Sachsenhausen, hvor han blev jagtet af hunde, titlen Hundehoved, børnenes øgenavne, den forholdsvis brutale barndom med fantasier og skræmmehistorier, de destruktive mænd (og for så vidt også kvinder) i familien, som generation efter generation får spændt ben for sig selv.

Uhyrerne under køkkenvasken er de skjulte rædsler, mørket i mennesket, som lurer overalt i historien – og alligevel er den bare hylende sjov. En mærkelig kombination, som vist kun er ret bevidst udført af forfatteren. Det er magisk realisme i bedste udførelse, gribende, dybt og ekstremt velskrevet, fantasien udvider virkeligheden, skærmer mennesket og skaber nye sammenhænge. Det er smukt.

Det er som om, en forbandelse hviler over slægten, led efter led snubler de over sig selv og får spændt ben for lykken, men det virker som om, det lykkes at bryde ud til sidst, da Asger tager sig tid til at lytte til farmoren og lader hende få luft (endda på dåse fra Bergen). Da Asger og søsteren Stinne finder den skat, som har fulgt med familien via farmoren, og ser, at den, deres guld for enden af regnbuen, er værdiløst, sker der et ryk, en bevægelse ud af mørket, hvilket ydermere understreges med den sidste linje: “… køre hjem uden at lade mørket gå igennem os.”

Det slår krølle og glimt til sidst, hvor det hele giver efter: kubistiske malerier bliver til landskabsmalerier, historien bliver samlet, guldet fundet, asken spredt (delvist til de gamle drukkammerater) og enderne samlet op på den mest elegante vis. Det er virkelig historiefortælling af den finest slags.

Romanen er perfekt til juleferien, hvis der er andre som mig, som er alt for sent ude med at læse dette vidunder af en roman.

Køb den her.

hundehoved_359004

 

 

 

0 Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.