Bogen er sponsoreret af forlaget

Politikens forlag, 2018

Jeg er begejstret, faktisk voldsomt begejstret. Og jeg føler mig inspireret, oplyst og ikke mindst lykkelig ved tanken om, at der er en derude, som er så vis og har så empatiske og næstekærlige holdninger i en verden, som ellers føles fjendtligere for hver dag, der går.

Det er alt sammen på grund af Janne Teller og hendes stærke og indsigtsfulde essays. Jeg må beskæmmet indrømme, at jeg ikke kendte hendes udgivelser før, men det bliver der rettet op på nu. Det er lidt som at finde sin bedste ven, som man aldrig før har mødt.

I 21 essays skriver Teller om mennesket, om vores verden, om fremmedfjendskhed, politiske strategier, litteratur, splittelse, multikultur, kunst og menneskets forsøg på at være menneske midt i kaos. Og hun skriver det vanvittigt godt og rammer plet lige her, hvor jeg står og betragter samme udsigt. Det er en stærk og bekræftende oplevelse at læse sine egne tanker og følelser skrevet med en andens ord og horisont. Og så skriver hun også forunderligt godt…

At gå nøgen refererer til, at mennesket har indhyllet sig i så mange lag af kunstig identitet, etiketter og selvvalgt blindhed, at det ikke indser, hvad der reelt foregår i magtkredsene rundt om i verden. Og måske i nogle tilfælde er de ligeglade. Janne Teller skriver fængende og skarpt om, hvordan der er mange påvirkninger af mennesket i verden i dag, hvordan det er blevet svært at navigere og eksistere i en verden, der er splittet i alle retninger og hvordan et multikulturelt og globaliseret samfund er realitet, selvom mange mennesker til stadighed trækker sig sammen om sig selv.

Jeg ønsker, at alle mennesker læser denne bog. Jeg ønsker, at de indoptager ordene, tankerne, følelserne i denne bog, og at det vil føre til en opvågnen, en frisk indsigt, der kan medvirke til større tolerance og empati mennesker imellem. Hvordan det ægte, det nøgne, det reelle kan komme frem igen.

Det er stærk litteratur. Det er vigtig litteratur. Det er essens.

Læs den. Læs den lige meget hvad, og lad den tale til dig. Køb den her.

0 Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.