Bogen er sponsoreret af forlaget

Politikens Forlag, 2018

Det er vist umuligt at være barn i Danmark uden at få læst H. C. Andersen. Jeg må dog indrømme, at det ikke er den forfatter, jeg har dyrket mest, når jeg har udvalgt bøger til mine tvillinger. Jeg har nok favoriseret Lindgren, Ende, Lewis og Rowling, da jeg selv har en stor svaghed for de fantastiske verdener. Men jeg elsker da Andersen, og det gør ungerne også. Og han er da kommet ind med modermælken via institutionerne; fra vuggestuen til folkeskolen bruges Andersen til næsten alle former for festligheder og sammenkomster.

Nu har vi sammen læst disse nye udgaver som godnatlæsning den sidste tid, og vi har ved hvert eventyr talt om, hvordan det adskiller sig fra originalen, som de i de fleste tilfælde kender, og vi har også talt om, hvad man som menneske kan lære af eventyret, hvilket er fint bistået af Sigurds egne tanker om fortællingen, hvilket han har skrevet nogle linjer om efter hvert eventyr. Det er en rigtig god detalje!

Både Emily og Eliot er svært begejstrede for illustrationerne som er helt perfekte til syvårige, da de er både detaljerede og ind imellem sjove og lidt frække – kejseren prutter og den fine prinsesse har snot i næsen!

“Den hedder Kejserens nye klæder, men der står tøj!” udbryder Emily den første aften, og så får vi en god snak om, hvordan sproget ændrer sig over tid, og efter nogle aftener mener begge unger, at det nok er lidt nemmere at forstå Sigurd end den originale Andersen. Det er også lidt sjovt, når karaktererne bruger ord som “fedt” og “nederen.”

Da jeg beder ungerne om en endelig vurdering, kommer det kort, men velment: “Godt!”, og det kan mor altså kun være enig i. Det er gode omskrivninger med en tydelig kærlighed til Andersen i sig, der er truffet nogle spændende valg af eventyr og de er virkelig fint præsenteret. Et enkelt kritikpunkt, hvis der skal være et, er en til tider noget mangelfuld korrekturlæsning. De kunne godt have tålt en ekstra gennemlæsning. Det ødelægger dog ikke glæden ved fortællingerne!

Køb dem her!

image

0 Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.