Bogen er sponsoreret af forlaget
Batzer & Co, 2018

Asta, ast, det islandske ord for kærlighed. Men hvad hvis man aldrig finder kærligheden? Hvad hvis den drukner i tavshed?

Asta er en længsel efter nogen, efter et noget, der til det sidste er udefinerbart. Det er Savn og Ensomhed, hendes trofaste følgesvende, det er en jagt gennem en hård og kold verden, der som det islandske landskab nægter at tilgive den synd, hun aldrig begik, men som altid bliver pålagt hende.

Asta mister alt, bid for bid, og fra den spæde start viser livet sig fra sin grimmeste side. Hun er i en verden, der hungrer efter hendes krop, efter sex, men ikke mere. Hun forstår ikke, hvordan det fungerer, finder aldrig fodfæste.

Så smuk som hun er tilbedes hun kortvarigt, de bøjer sig som siv, både mænd og kvinder, men foragter hende samtidigt for den overlegenhed, som de forventer, men som Asta aldrig ejer. Du er primitiv, siger den anerkendte professor, du er en luder, siger forfatteren og journalisten, du er som din mor, siger hendes far, Sigvaldi, en af historiens fortællere, da han ligger og dør på fortovet efter et fald.

Her husker han Helga, Astas mor, så smuk som Elizabeth Taylor. Hun var hans største kærlighed, er blevet til hans inderligste had, hans dybeste sorg. Helga er fortabt i sprut og elendighed, livet kun en kort lykke efterfulgt af en evighed af gråd, som Asta er hun kuldsejlet i en verden, der aldrig tog hende til sig.

Historien om Asta er skønhed, længsel, tab, urkraft og sorg. Det er historien om en kvinde som fødes til en ensomhed, som aldrig brister, aldrig giver efter for hendes håb om ægte kærlighed. Det er Kalmans verden med lys og mørke, med skyggepletter og barsk uforsonlighed, en verden af hav, storm og forstenet lava.

Ganske som forventet slog den mig omkuld. Fra første linje til sidste var jeg en del af fortællingen, blev båret fra ord til ord, fra menneske til menneske, fra vild lykke til sort sorg, og han gør det så formidabelt, at det ophører med at være bog. Det bliver til en anden virkelighed, sanseligt og uendeligt stort. Kalman skriver så uforligneligt. Det er af en anden verden.

Jeg behøver ikke sige læs den, for det giver sig selv. Den skal ikke bare læses, den skal leves.

Den udkommer i dag. Køb den her.

0 Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.