Lindhardt og Ringhof, 2007
Lyttelæst via Bookmate
Indlæst af Morten Grunwald

Paul Auster er en af mine go-to-forfattere. En af dem, som jeg forventer altid leverer. Jeg stødte på ham på uni, faldt pladask og er siden vendt tilbage mange gange.

Bookmate stødte jeg på titlen Brooklyn Dårskab, og den passede eminent til dagens plan om rengøring, så den blev valgt.

En af Austers mange kvaliteter er hans evne til at skabe interessante karakterer. Det går igen i hans mange udgivelser. Han får sat twist på, så de aldrig bliver kedelige og forudsigelige, men holder hele vejen igennem. De lever et normalt liv, ligesom vi andre, med alt, hvad det indeholder, af op- og nedture, tvivl, fejltrin, små glæder og lykkerus.

I Brooklyn Dårskab møder vi Nathan Glass, som netop har overlevet kræft, derefter er blevet skilt og nu ikke ser anden udvej end døden- og den mener han, at han bedst vil finde frem til i Brooklyn. Han er alene, uvenner med sin datter, såret og fortabt. Dog er det ikke døden, han umiddelbart finder, men derimod en uventet interesse for at skrive, et endnu mere uventet møde med sin nevø, Tom, og derfra går det stærkt …

Plottet skal opleves. Det handler om skæbnespillet, om tilfældighederne, der fører til de store forandringer i livet, om spillet mellem mennesker, deres relationer på godt og ondt. Nogle af hans andre romaner er langt mørkere og dybere, mere komplekse, end denne, som er en langt mere let fortalt og ofte sjov historie, men det forandrer ikke på Austers talent for at beskrive ægte, (næsten) levende mennesker med tanker og følelser, der rent faktisk betyder noget for deres liv. Til- og fravalg, der ændrer dit liv.

Den er perfekt til solvognen eller hængekøjen, hvor det godt må være let fordøjeligt uden at være fordummende.

Køb den her.

0 Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.