Forlaget Brændpunkt, 2018

Jeg tog Næsvisheder Frabedes med i seng mandag aften med den tanke, at jeg kunne nå nogle sider, inden jeg faldt i søvn. Min anmelderlæsebunke er faretruende høj og står og svajer og sender anklagende øjne efter mig, hver gang jeg går forbi uden at tage en bog.

Nu er Næsvisheder Frabedes en let lille sag, så den gjorde ikke meget for bunkens overvægt, men det var nu dens tur, så sådan blev det.

Jeg var træt og havde derfor overbevist mig selv om, at nogle sider, måske det kvarte, ville være okay. Men sådan skulle det ikke blive. Jeg læste hele bogen fra forside til bagside og lå endda vågen i nogen tid derefter og tænkte over den.

Historien er ganske enkel, men det gør jo ingenting, når der er sprog og dybde til at holde den kørende. Og det er der.

Som redaktør var der enkelte steder, hvor min hånd flagrede ud efter den røde rettetusch – sproget blev lidt for knudret og tykt, og der manglede enkelte steder lidt sammenhæng i fortællerens tankespring.

Men hold op, hvor var den god. Som læser blev jeg revet med ind i historien fra de første linjer, og jeg faldt ikke ud igen før sidste side. Historien er velfortalt, karaktererne levende og sproget godt. Du er lynhurtigt inde under huden på fortælleren og hans far, og der går ikke lang tid før du føler, at du kender dem. Og så ved du, at du har at gøre med god litteratur.

Det er som sagt en lille, let sag, en kortroman, og formatet passer perfekt til historien, selvom du egentligt tænker efter sidste side, at du godt ville vide, hvad der så skete.

Jeg skriver fluks Michael Pedersens andre udgivelser på min ønskeseddel.

Køb den her

naesvisheder-frabedes_401352

 

0 Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.