Politikens Forlag, 2016

Vi har købt hus, min familie og jeg, og de sidste mange dage har jeg tilbragt med at skrabe og dampe tapet af væggene. Til dem, der aldrig har prøvet dette, kan jeg kun sige: Lad være. Gør det aldrig.

For at dæmpe smerten ved det katastrofalt kedelige arbejde havde jeg selvfølgelig Mofibo i ørerne. Og bogen var Jean-Paul Didierlaurents Læseren i morgentoget. Jeg har ikke tidligere læst Didierlaurent, men det bliver bestemt ikke vores sidste møde.

Bogen er en lille sag på kun nogle få timer. Det var derfor en kort, men absolut stor fornøjelse. I bogen møder vi Guylain Vignolles, som lever af at makulere bøger på en fabrik. Til formålet findes den kæmpestore, forslugne maskine Zerstor, som forvandler levende fortællinger til en grå masse. Guylains eneste fornøjelse i livet er at redde de få, løsrevne sider, som Zerstor ikke får slugt. Disse sider gemmer han møjsommeligt i en mappe med trækpapir, og når de er tørre og klar, læser han dem op for sine medpendlere i morgentoget.

Charmen i fortællingen er de fantastiske, farvestrålende karakterer, som forfatteren har fået skabt: chefen på fabrikken, de gamle, blåhårede damer Monique og Josette, den stakkels Guiseppe, der mistede sine ben til Zerstor, og nu forsøger at få dem tilbage ved at indsamle alle de bøger, der blev trykt af den genbrugsmasse, som benene blev til (!), perfekt navngivet: Haver og køkkenhaver før i tiden. Og så er der selvfølgelig kvinden, som Guylain forelsker sig i: “tissekonen” Julie, som han lærer at kende gennem et tabt USB-stik med hendes notater om livet.

Jeg skal ikke afsløre mere af plottet, som i sig selv ikke er dybt, men heller ikke fortællingens bærende element, men blot opfordre alle litteraturelskere til at læse eller lytte til denne fortælling. Den er så fin og ligeså forslugen som Zerstor selv.

Køb den her

20180205_125300.jpg

 

 

One Comment

  • Ernest

    – og indlæsningen er fuldstændig overnaturligt fantastisk, sådan cirka 😉

    Svar

Skriv et svar