Bogen er sponsoreret af forlaget

Forlaget Brændpunkt, 2017

Midt i decemberrus og julehygge nåede jeg ned i bunkerne til Thomas Alexander Jensens Angstens Besættelse.

Det er hans litterære debut, en lille, tynd digtsamling med sort forside og hvid skrift. Den ser umiddelbart ikke ud af meget, men det er råt, grumt og uden nogen form for håb i livet. Store ord i en undselig lille bog.

Det er digte af den slags, du kan mærke, lugte og høre. De er sanselige på den virkelighedstro måde uden kosmetik og pynteklæder. Følelser forklædt som digte eller netop omvendt. Nogle gange råber de, andre gange er det gråden og fortvivlelsen, der glider ud mellem siderne. Hjælp mig dog tæt forfulgt af den ubærlige viden om, at andre intet kan gøre.

Det, der gør det så læseværdigt, er sætninger såsom: hvis angsten var en bog, ville jeg slet ikke købe den” skarpt forfulgt af “et udslidt tabu som dingler rundt”.

Angstens Besættelse lader dig næsten bogstaveligt komme under huden på en, der lever et liv med angst, i angst, og det er skræmmende godt formidlet. Ordene kravler nemt af siderne og ind i dit sind, hvor de roder lidt rundt og lader dig få en lille smagsprøve på, hvordan livet er, når det at stå op, tage bussen eller bare eksistere kan være komplet uoverkommeligt.

Jeg vil anbefale denne sorte lille sag til både digtelskere generelt og dem, der vil vide, hvordan det føles at leve med angst.

Den kan købes her: Angstens Besættelse

0 Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.